|
Campingtur - Prag 2008
|
|
Prag, en blandet oplevelse
udsigt fra vores vogn
Onsdag 2. juli efter én nat i Berlin gik turen videre mod Prag via Dresden. En hurtig tilkørsel til motorvejen og så bare afsted. Igen var Fru Garmin i sin vante stil parat med gode råd og vejledning om placering i forhold til vognbaner m.m. Det var pivende varmt, og alle sad og svedte tran i bilen. Vi har ikke aircondition, men vi havde godt humør, musik på anlægget og vinduerne nede.
de to vogntog 
Selve turen var beregnet til ca. 370 km, så vi tog os en god strække ben pause efter at have kørt halvdelen kort før Dresden. Har man børn med, kan vi KLART anbefale, at man lægger sine autobahn hvil på en af de store rastepladser med cafeterie og hele baduljen. Vi røg ind et sted, hvor der var indhegnet legeplads til ungerne, så de i ro og fred kunne hygge sig, og vi i ro og fred kunne få slappet af.
Turen over grænsen gik fuldstændigt gnidningsfrit, lige indtil vi skulle ind og købe motorvejsvignetter til Tjekkiet. Hér lavede Mogens et ægte spøgelse, vendte hele vogntoget, og kørte mod færdslen, godt nok "kun" på en vigeplads, meeen stadig i tilknytning til motorvejen. hvad gør man så.... tjah, vi valgte at følge efter for at samle stumperne op, eller ihvertfald få ham stoppet, inden hjerneblødningen blev så kraftig, at han kørte UD på motorvejen. Resultatet udeblev ikke, vi tog hele venstre side af vogntoget hen over en ca. 20 cm. høj kant og dækket på bæstet røg... så vendte Mogens igen, og vi kunne få skiftet til reservehjul.... hmmm... spændende oplevelse...
Resten af turen forløb ret udramatisk mod Prag, vi var generelt lidt ueninge med Fru Garmin, der konstant ville have os på hovedvejen, mens vi helst ville køre motorvej, men dét måtte være varmen, så vi blandede kørslen lidt, så vi også så noget af landskabet.
Selve campingpladsen, Camping Praha Klanovice, kom vi til sidst på eftermiddagen, efter ca. 6 timers kørsel (inkl. flere pauser og diskusioner med Fru Garmin) så det var som planlagt.
Lad børnene hjælpe, det er ren leg
Vi fik bogstaveligt klemt os ind, pladsen var meget lille, og med MANGE gæster, primært fra Holland og Danmark. De fleste lå i udlejningstelte, mens vi kun lå omkring 10 CVére på pladsen. Solsejl på (Fantastisk investering), på med strøm og fuld fart på køleskabet. Ud med borde og stole, vand i vognen og så var vi klar til at skifte til badetøj. En hurtig dukkert i poolen inden aftensmaden, bare for at køle ned og være hjemme. Samtidig røg den første lokale fadbamse også lige i halsen. Skønt sted at komme til!!

Drengene og Pia i Poolen
Nu KUNNE vi skrive en masse om vores oplevelser i Prag, men skal vi ikke bare nøjes med at konstatere, at vi nød vejret de første par dage, hvor der var dømt pool og afslapning, så kom regnen, og vi tog i stedet ind til byen for at være rigtige turister... Og hvad laver man så i Prag, i regnvejr, med to gamle og tre små på slæb... vi tog på traktormuseum...
Mogens hygger sig
Bagefter var vejret fint til en tur på "Det Gule Marked". Her er stedet, hvor man kan købe stort set alt mellem himmel og jord - det meste dog i kopiform. Navnet stammer fra de mange mange mange asiater, der har deres boder dér. Vi oplevede dog enkelte af dem, der kunne en del dansk (de har nu nok haft en grillbar i Greve engang). Vi fik luret en del, købt lidt og pruttet kraftigt. Om prisen altså. Generelt var det meget enkelt, bare se utilfreds ud, og end med at gå, hvis ikke prisen er faldet med 50%, så løber de efter dig, ser meget skuffede og opgivende ud, mens de siger: "okay okay - but you not make me happy yes!?"
Mogens skal købe bukser

Vi fik også kørt en tur til et lokalt shoppingcenter, som Fru Garmin anbefalede, og hér kan både Fisketorvet, og hvad de ellers hedder godt pakke sammen. Både billigt (dagligvarer) og ALT. Det var dejligt, så var der til Weberen om aftenen på pladsen. De næste dage havde vi SMUKT vejr igen, af og til røg der liiige en tordenbyge ind over os, fra en ellers blå himmel, og så piskede det ned i tyve minutter. Så der var rig lejlighed til at tage for sig af kolde fadbamser, dåser, flasker og hvad vi ellers fik købt øllet ind i.
En tur i staden, dét måtte jo også til, og her bød weekenden sig til med varmt, men overskyet vejr. Perfekt til en strækmarch over Karlsbroen. Af hensyn til de to pensionister, der jo koblede sig på rejsen, allerede dengang bæstet klarede synsmandens onde øjne, valgte vi at tage bilerne ind midt i centrum. I weekenden, i byvejr, i butikkernes åbningstid, i tjekkernes ferie, i højsæsonen for turister... Resultatet var overraskende positivt. Vi parkerede klods op ad karlsbroen på en bevogtet plads til den latterlige pris af 12 danske kroner i timen... wheee - bedre og nemmere kan dét vist ikke gøres! Iført klaphatte, øljern og masser af Korunas gik jagten ind på den perfekte turisttur.

familien foran Karlsbroen
Først forbi en hel række uanstændige sømænd, der falbød enhver form for sejlads ned ad floden (eller var det op??) - Deres engelsk var temmelig autodidakt, de kunne ihvertfald ikke vise vej til andet end lige netop deres båd - tror iøvrigt ikke de fleste af dem anede hvordan man sejlede sådan en damper.... Så strøg vi over Karlsbroen, hvor vi fik taget lidt turistbilleder, sådan af det vi nu så og hinanden, så vi aldrig glemmer, at vi engang var der...
egne turist fotos 
og så gik det ellers liiige ind forbi McDonalds, det var jo et glædeligt gensyn.... sodavand til alle... ingen øl... dem nød vi siddende på gaden, altså selve gaden, ikke en stol var ledig... og så ellers videre op mod borgen og den store katedral. PUUUUHA - temperaturen havde mod alle odds sneget sig godt op imod de 30 grader, Kirsten er halvt krøbling og Mogens har trods sit rygestop ikke engang luft til at puste sæbebobler... så det var en halvstrid tur (det satte bestemt OGSÅ mange tanker igang om de forestående planlagte aktiviteter) - men op kom vi. Danske turister i Prag.
jahhh deeet
Helt oppe... Køen ind til katedralen var vel et par gange rundt om slotspladsen, og kender man stedet, ved man, at det betyder LANG - MEGET LANG. Så vi snød os i bedste Bornholmerstil ind ad udgangen. Sendte Kirsten og Lars hen til kirkevagten og forklarede ham, at hun havde brug for at støtte sig til klapvognen! Om han købte den eller ej, ynkelig så hun ud, og ind den vej kom vi alle, både børn og voksne, foran alle andre. En ældre mand på krykker lurede os, og prøvede selv lykken, men blev med meget bestemt mine henvist pænt til køen... :-) Resten af dagen blev nydt i centrum af byen, og hen under aften, kort efter maden stod regnen igen ned i stænger, og vi kunne søndag nyde et vekslende vejr, med alt fra byger til solskin. En sidste tur i poolen, lidt flere fadbamser, farvel til nye bekendtskaber og tidligt i seng, så vi kunne være friske til køreturen mod Ungarn mandag morgen.
Vi har valgt at give campingpladsen 3 stjerner ud af fem. Én stjerne får den for at ligge godt og centralt med god offentlig transport ind til Prag (benyttede vi ikke, men bussen holder akkurat ud for indgangen). Én stjerne mere får den for de kolde og billige fadøl samt en god service. Endelig SKAL den have en stjerne for den skønne pool! Den er bare topdollar!! Pladsen har TO store minusser, ét den er MEGET lille (og proppet), to - den ligger klods op ad et større stadion arrangement, hvor der konstant er fest=larm. Vi har valgt, at det ikke skal trække ned, vi er trodsalt i en storby, men man skal være klar over det, hvis man gerne vil bo på pladsen.
|
|
|