"At rejse er at leve - ergo vi lever kun 5 uger om året"
Campingtur - Ophold i Papá 08

Papá, beliggende i den nordvestlige del af Ungarn i distriktet Vesprezem, ca . 120 km til grænsen til Slovakiet, 150 km til Wien, 160 km til Budapest og endelig ca. 90 km fra Balaton. Byen har ca. 33.000 indbyggere, og turisme er en stigende indtægtskilde = flere og flere tiltag for at fremme tilstrømningen af sådan nogen som os.


  Et lille turistfoto fra Papá


                                 ..og ét til
    

Generelt er byen stadig præget af de mange år under kommunismen. Vejene er i en halvdårlig stand flere steder og i en elendig stand resten af byen rundt. Kun byens hovedstrøg og centrale plads er toprenoveret, og enkelte veje rundt i byen er også ok, bl.a. vejen ned til campingpladsen. Byen har en stor offentlig park, hvor dyrelivet flere gange har overrasket med spøjse indslag som f.eks. store firben og frøer. Der er også en stor legeplads i parken, der dog stadig primært benyttes af lokale. Campingpladsen beskrives efter ungarske forhold som toppen af toppen, og ingen tvivl, den ER lækker i både størrelse, orden og renlighed. Facilliteterne er i top, betjeningen er super, og den ligger centralt. Men ingen tvivl, det bedste er det kæmpe badeland, Thermalbad Papá, som ligger klods op ad. Her er alt fra helsebade i mineralsk vand fra undersøiske kilder til pedicure (mod passende betaling naturligvis). Som campist er der 10% på alle priser i badelandet, det betyder, at vi som familie kommer ind på en dagsbillet (man må godt komme og gå i løbet af dagen) for en pris omregnet til ca. 92 kroner... Lalandia, pak sammen, for samtidig er udendørstemperaturen i øjeblikket oftest omkring 30-35 grader, vandet er omkring 36 grader (undtagen det kolde, der "kun" er 28 grader), nåja, og så koster en isvaffel med kugle omkring 3 kroner... igen, Lalandia, pak SAMMEN, this is the real deal!! Og så er det både børne og gamle venligt alt sammen!!

          
                                 en lille del af de udendørs bassiner i Thermalbad


  ungerne i poolen  
                             og Johannes der kigger
                  

Og hvad har vi så bedrevet de første fjorten dage, vi har været hér... tjah, først og fremmest, så har vi haft næsten daglige temperaturer omkring de 30 grader, enkelte dage varmere og enkelte dage rigtig koldt med "kun" 21 grader. Så vi har naturligvis spist MASSER af is og badet.. meeen, der har da også været tid til mangt og meget der ud over. F.eks. har byen et par ganske interessante (med kvindeøjne) butikker, hvor almindelige sko kan fåes fra omkring 20 kroner og op. Vi har selv købt lidt af hvert, herresandaler i læder med korkbund og lækker sål til 90 kroner, børnesko alá Clocks til 30 kroner, damesko i alskens former, farver og så videre, hvoraf ingen har kostet over 70 kroner... så tiden går hurtigt i Papá!! Nåja, tøj, tøj er der masser af, i en langt bedre kvalitet end f.eks. tyrkiet og ligeså billigt. Ikke kopivarer, men ungarske mærker!!



                              pause i dagens shopping

Og så HAR vi naturligvis også haft vores uheld. Elias blev syg den ene dag, så voldsomt, at hele natten var spoleret, så i løbet af formiddagen uden bedring, strøg vi på det lokale sygehus. Og dét var et sygt hus. Her stod tiden nærmest stille, alting så grangiveligt ud som et slagtehus fra 40érne - dørene var beklædt med puder, som man kender dem fra de gode gamle gummiceller på sindsygeanstalter i fortidens Danmark. Men lægen kunne tysk!! Så vi kom FØRST ind, udenom en kæmpekø, der fyldte hele gangen. Turismus muss sein!! At det så også lige kostede en god dansk 100 krone rundt omregnet, det var dét værd. Sommerinfluenza, så var fruen og herren beroliget, og barnet fik noget, der kunne tage toppen!! 

Bilen, Audien, den med ringene, der bare kører og kører, den fik én på hatten over de dårlige veje, ramte et hul eller en forhøjning i vejen, så olien løb, og hvis det ikke var fordi sådan noget var begrænset, så løb den endnu. Udstødningen knækkede, og klingklang fra bagakslen og rumlen fra undervognen generelt. SCHNELL fart tilbage til campingpladsen, sådan en ungarsk landevej i mørke er ikke lige stedet at stå stille med tre børn i bilen. men det har gjort, at planerne er ændret. Vi bliver i Papá til fredag d. 25. juli, inden vi rejser nordpå. Turen til Polen er røget. Men hvad, Polen ligger der nok også næste år.... så tak for SOS international, der har hjulpet super. Bilen blev hentet på campingpladsen, og samme dag kom en ny vogn til os, der kan trække bæstet hjem, hvis de ikke kan nå at reparere audien.. super at være forsikret...HUSK DET!!

                    
            Audien hentes på fejeblad, 4 timer efter stod der en mondeo med trækkrog til os
 
 
                        

Så nu må vi se, hvad vi skal køre hjem i, når vi kører nordpå fredag - anyway, vi vil da helst have vores egen med, meen, den ER da lidt lækker med kun 6000 km på bagen, og lidt aircondition og en tdci motor, dét tager man aldrig fejl af, når man trækker afsted med en fætter som bæstet... 

Jamen, når vi nu alligevel er i gang med at fortælle vidt og bredt om vore oplevelser (og fordi det jo egentlig også var derfor, vi lavede siden...), så lad os da fortsætte med lidt oplevelser.... Vi har et par gange været i Budapest, egentlig SKULLE vi have været på camping derinde, meen, det var pladsen her nu for god til, så vi har trukket den, og har været afsted uden vogn bagpå.. Første gang var en tur fra formiddag til tidlig aften, hvor vi bl.a. var på loppemarked (UHHH - DYYYRT), gammelt skrammel til guldpriser... ikke værd at køre efter... dernæst tog vi på zoologisk museum, som absolut var et besøg værd, børnene OG de voksne hyggede sig, og der gik hurtigt et par timer derinde med tigre, løver, mamutter og selve Noahs ark..


              Elias er en SMULE bange for løven og flodhestens store tænder...                                      

Vi kan godt anbefale det som en børnetur i storbyen, men køb billet til det hele på én gang, det kan godt betale sig - man bliver nemlig afvist ved de mest spændende dele af udstillingen, hvis formalia ikke er i orden, og SÅ er det tilbage til indgangen og køen ved kassen.... Endelig sluttede vi dagen af med et besøg i markedshallerne, den nye GPSér (MIO 370) viste vej lige til døren, vi parkerede 12 meter fra hovedindgangen... GARMIN ER FYRET!!! men sikke dog noget opreklameret turistlort... alting var ubehøvlet dyrt, totalt ens, t-shirts med "Sexy Budapest" osv. var overalt. rædsomt. Ganske enkelt rædsomt, der sælges INTET som ikke kan fåes andre steder til noget nær det halve, så spar besværet og brug tiden på noget mere fornuftigt. F.eks. cirkus.. DET kan vi anbefale!!

Anden gang vi tog turen ind (uden bæstet), var det for at tage i cirkus. Vi havde fået det anbefalet af andre danskere på campingpladsen, og det var SUPER - tigre, elefanter, heste, jonglører, klovne - HELE pivtøjet, vores tre unger sad KLISTREDE i samfulde to timer... alle syv kom ind for ca. 270 kroner - for de BEDSTE pladser....hvá så Arena, hvor meget SKAL det koste??!! 

      
Det var som skrevet en STOR oplevelse, og cirkus skifter løbende programmet ud, så man kan se lidt forskelligt fra gang til gang... Ellers kan vi også anbefale Aquarium Tropicarium, som er et kæmpe akvarium, hvor fiskene svømmer hen over hovedet på dig, mens du går igennem gangene - hajer, rokker og det hele - rigtig flot - lidt småt, men alligevel gik tiden lynhurtigt derinde.... Endelig havde de et bassin med små rør, hvor man kunne kravle ind (hvis ikke det var for sækken), så man kunne ligge og kigge på fiskene svømme rundt om én...

                       
Ja, og skal vi endelig anbefale et par ting mere, så MÅ det være Vidam Park, en KÆMPE offentlig park, hvor der ligger Zoologisk have, Cirkus (det fra før) og et tivoli - de koster alle lidt penge, men hele parken som sådan er et super udgangspunkt for sjove og gode oplevelser, spadserture, legeplads og generelt bare hygge... Midt i det hele ligger forskellige slotte og andre seværdigheder, så man kan SAGTENS med lidt godt vejr få en HEL dag til at gå, hvis ellers man har traveskoene på, og kan finde en p-plads (p-vagterne er meget meget emsige derinde, men vi slap med skrækken, alle andre i vores række havde fået enten bøder eller lås på hjulet...DYRT)

                                                    Endnu et af vore egne små turistfotos, her fra Vidam park
                  

Vi kan af gode grunde ikke tale om camping i selve Budapest, men vi kan GODT anbefale at campere i Ungarn, og derfra tage en tur til hovedstaden. Ligger man langt fra kan man evt. tage toget ind og snuppe et hotel for natten, men husk, man når rigtig langt, og ser rigtig meget, hvis man har planlagt bare lidt hjemmefra (eller fra campingpladsen) - ellers drukner man hurtigt i uanede muligheder, og så ser man ikke meget... Pas på turistfælderne, navnlig markederne, man KAN godt gøre et godt køb, men ærligt, man kan købe stort set alt langt billigere udenfor byen....

Til slut, inden vi lukker af for denne side om Papá, vil vi godt lige minde om, at camping også er meget andet og mere end at komme ud og se, det handler i høj grad om afslapning, hygge og for nogens vedkommende, møde nye mennesker og skabe relationer. Vi har mødt mange fantastiske mennesker på turen, og nydt vores timer sammen, selv den hårdeste tysker kan blive blød over en øl, men bedst af alt, er det alligevel, når børnene SELV skaber nye relationer, og finder venner de kan lege med, uanset alder og nationalitet. Vi har ihvertfald fundet flere mennesker, vi gerne vil møde igen, bl.a. Sina, Martin, Isabella og Kirstine - men også andre, Ivan og hans familie, som vi forhåbentlig ser igen i Kutna Hora, når vi drysser nord på fredag.... og ellers vender vi gerne tilbage til både landet og pladsen igen....


    


            
522 visitors (1873 hits) siden 30. juni 2008
"At rejse er at leve - ergo vi lever kun 5 uger om året" This website was created for free with Own-Free-Website.com. Would you also like to have your own website?
Sign up for free